Du er her

’Sunde’ müslibarer er det rene slik

Forklædt slik, så klar er dommen over de ’sunde’ müslibarer, hvis man spørger dansk ernæringsekspert.

Børn har brug for sund og nærende kost til de lange dage i institutionerne, men müslibarerne er ikke løsningen.

 

Fedt og sukker

Ernæringsekspert Preben Vestergaard fra Professionshøjskolen Metropol har vurderet 10 af de mest populære müslibarer, og han dumper dem alle. De udgør ikke et sundt supplement til børnenes madpakker, som flere af dem ellers hævder.

-Det er slet ikke sunde produkter. De er sammensat af fedt og sukker og er ikke noget, jeg kan anbefale, at man indtager dagligt, lyder hans dom over de små barer, som ofte hovedsageligt består af puffede ris klistret sammen af sirup og lagt på en bund af chokolade, det skriver 24timer.

 

Hører til på slikhylden

Müslibarerne er i supermarkederne placeret på hylden ved siden af sunde morgenmadsprodukter, men ifølge foreningen Aktive Forbrugere hører de nærmere hjemme på slikhylden.

-Når de står ved siden af havregrynene, fornemmer forbrugerne, at produkterne er i orden. Men de burde ligge på slikhylderne på grund af sukker- og fedtindholdet. Ligger de ikke der, vildleder supermarkederne forbrugerne, mener Klaus Melvin Jensen, talsmand for Aktive Forbrugere.

Preben Vestergaard kritiserer samtidig producenterne for at bruge betegnelsen müslibar.

-Müsli betegner et morgenmadsprodukt, og det her er ikke morgenmad, så man har stjålet et begreb, der knytter sig til morgenmad og overført det til en lille kage, siger han til 24timer.

 

Emballagen signalerer sundhed

Barerne er ofte pakket ind i emballage, der signalerer noget helt andet, end hvad man rent faktisk får. Ofte kaldes barerne for ‘Müsli Plus’, ‘Vital & Active’ og ‘Vitalis’, navne som, ifølge Kluas Melvin Jensen, signalerer sundhed og helse.

Müslibarerne koster fra 1,5 kroner til otte kroner, og Preben Vestergaard mener kun, at de er en smule sundere end chokoladebarer som Snickers og Mars.

-Jeg ville dog foretrække en müslibar frem for en Mars-bar, for de har trods alt et lavere energi- og fedt- og sukkerindhold. Dermed ikke sagt, at de er sunde, siger han.

 

Hvad giver du dine børn med i madpakken? Hvad mener du om, at slik præsenteres som sundt? Del dine råd og erfaringer med andre fædre.

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk