Du er her

Små børn tager skade af at græde sig i søvn

Lader du dit barn græde, efter det er blevet puttet? Det er gift for barnets hjerne og kan ødelægge evnen til at håndtere stress, mener eksperter.

At putte de mindste kan være en kamp i nogle familier, men at lade barnet græde sig i søvn er ikke løsningen. Eksperter mener, det er direkte skadeligt for barnet.

 

Danske børn må gerne græde i sengen

Langt de fleste danske forældre, mener ikke der er noget i vejen med at lade barnet græde, når det er lagt i seng. Kun 21 procent mener, at denne metode slet ikke er i orden, det viser en ny undersøgelse lavet for 24 timer.

- Det gør simpelthen så ondt i mit hjerte at høre det, for ingen børn skal græde sig i søvn. Den nyeste forskning viser, at det skader hjernen og ødelægger barnets evne til senere i livet at tackle stress, hvis det får lov at græde længerevarende. Den eneste måde, et barn lærer at blive rolig på, er ved, at nogle trøster det, holder om det og giver det hud mod hud-kontakt, siger Helen Lyng Hansen, der har skrevet bogen 'Sådan får du dit barn til at sove'.

 

Populær bog lader børn græde

I bogen 'Godnat og sov godt' findes en puttemetode, hvor forældrene hele tiden skal øge intervallerne mellem, at de går ind til barnet - selv om det græder. Det længste interval er 17 minutter.

Bogen er solgt i 32.000 eksemplarer i Danmark, og i undersøgelsen svarer næsten halvdelen, at de har brugt bogens metode eller en lignende for at få barnet til at sove. 30 procent svarer, at det virkede for dem. 

Helen Lyng Hansen er helt enig i, at metoden virker - men med skade til følge.

- Barnet holder ikke op med at græde, fordi det ved, at mor og far sidder i stuen og ville komme, hvis der var brug for det. Barnet holder op med at græde, fordi det har en oplevelse af, at der ikke bliver lyttet til det og reageret, siger netsundhedsplejersken. 

 

Børn skal være trygge for at kunne sove

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen fraråder ligeledes forældre til at lade deres børn græde i flere minutter, når de skal sove. 

- Små børn skal være trygge for at kunne slippe verden og sove. Derfor er det vigtigt ikke at lade dem ligge alene i mørket og græde, for de forsøger jo at fortælle deres forældre, at de er bange. Hvis forældrene ikke reagerer, gør de bare deres børn endnu mere urolige og stressede. Metoder med at lade barnet græde sig i søvn er misforståede, for de sender det helt forkerte signal til barnet, siger Margrethe Brun Hansen. 

Hun tilføjer, at forældrene skal følge deres eget hjerte og instinkt i stedet for at tro, at de kan læse sig til en metode til at få barnet til at sove. 

 

Kilde: 24 timer

 

Læs også Vi Fædres store tema Den Gode Søvn

 

Har I problemer med at få jeres barn til at falde til ro? Lader i barnet græde sig i søvn? Mener du, at nogle metoder skader barnet? Har du gode råd til et godt putteritual? Del dine råd og erfaringer her.

 

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk